Upernavik får safety-pris
Den fornemme pris blev uddelt i Kangerlussuaq, hvor samtlige Mittarfeqarfiits lufthavnschefer var samlet i forbindelse med ledersamlingen.
”Det er første gang vi uddeler safety prisen. Vores sikkerhedsarbejde omfatter hele virksomheden. Det handler om forebyggende handlinger og i år går prisen til Upernavik lufthavn. Til lufthavnschef Karl-Peter Hansen og hans kolleger”, siger administrerende direktør Henrik Estrup.
”De har gjort det godt og de fortjener et stort skulderklap”.
I august besluttede Mittarfeqarfiit at lukke helikopterflyvepladsen i Kangersuatsiaq ved Upernavik på grund af sikkerhedsmæssige hensyn. Affaldspladsen ligger tæt på bygdens helikopterplads, og løst affald var begyndt at sprede sig ind på helikopterflyvepladsen.
Jesper Lynge-Krog var på det tidspunkt fungerende safety manager og han siger om safety-prisen: ”Jeg havde en meget tæt dialog med vores kolleger i Upernavik da hændelsen skete og jeg er meget stolt af deres proaktive handling. Safety prisen er vigtig og det er noget vi fokuserer rigtigt meget på. Vores folk er gode til at reagere fremadrettet, hvis de mener at der er noget uhensigtsmæssigt. Og Karl-Peter Hansen og hans folk var hurtige til at reagere og handle, da de mente at der var stor sikkerhedsrisiko ved at have affald flydende tæt på helikopterpladsen. Der var fare for, at plastikposer og andet affald kunne blive fanget af helikopterens halerotor.”
Avannaata kommunia blev kontaktet og først da situationen blev udbedret, kunne man genåbne helikopterflyvepladsen.
”Vores folk gjorde det rigtige og tænkte på sikkerheden. De har gjort et fantastisk arbejde og derfor er det velfortjent, at de får årets safety-pris”, siger Jesper Lynge-Krog.