Ny kommunikationschef i Mittarfeqarfiit
Mittarfeqarfiit har ansat Irene Jeppson som kommunikationschef. Irene Jeppson, som tiltræder sin nye stilling den 1. oktober 2019, er uddannet journalist og har flere års erfaring indenfor kommunikationsfaget.
Irene Jeppson kommer fra en stilling som kommunikationsmedarbejder i Kommuneqarfik Sermersooq, og har forinden bestridt en stilling som kommunikationsansvarlig i Kalaallit Nunaanni Brugseni samt som kommunikationsmedarbejder i Royal Arctic Line. Derudover har hun arbejdet som journalist i både Sermitsiaq og AG, og har været redaktør for kvindemagasinet Arnanut.
– Mittarfeqarfiit er fortsat i udviklingsfasen i forbindelse med implementeringen af Strategi Nalilik, som blev sat i værk sidste år. I den forbindelse har vi brug for en stærk kommunikatør, som skal være med til at sprede yderlige viden om Mittarfeqarfiits rolle blandt befolkningen i samfundet. Vi tror på, at Irene Jeppson har den rette profil til opgaven, udtaler HR-direktør Bodil Marie Damgaard.
Udover den eksterne kommunikation skal Irene Jeppson fortsætte arbejdet med at styrke den interne kommunikation, som der tidligere er igangsat i forbindelse med opstarten af Strategi Nalilik.
Pressekontakt:
Bodil Marie Damgaard
HR-direktør
E-mail bmd@mit.gl.