Nekrolog over Jørgen Boller, afholdt kollega og brandmand i mere end 20 år, i Mittarfeqarfiit.
Jørgen Boller tiltrådte som brandmand i Kangerlussuaq i år 2000, hvor han fortsatte sit virke indtil sin pludselige død, søndag den 25. september 2022.
Jørgen var et godt menneske og en mand med høj faglig stolthed. Han satte en ære i at udføre sit arbejde mere end ordentligt og gjorde sit til, at kollegaer såvel som elever opretholdt en høj arbejdsmoral og en høj standard for udførelsen af arbejdet.
Han ville aldrig springe over hvor gærdet var lavest. Tingene skulle gøres ordentligt.
Jørgen bestred sit job med fast hånd og kunne være meget bestemt – men det var altid efterfulgt af et forsonende smil. Vi var aldrig i tvivl om, at han havde hjertet det rette sted.
Gennem sine år i Mittarfeqarfiit oparbejdede han en enorm viden om lufthavnsdrift, som vi alle kunne nyde godt af. Jørgen var den mand vi gik til for at få hjælp eller sparring.
Skulle der løses problemer eller søgte vi svar på svære spørgsmål, var Jørgen altid manden der kunne hjælpe.
Som menneske var Jørgen kærlig og rar. Han var vellidt og respekteret af sine medmennesker og sine kollegaer. Vi var aldrig i tvivl om, at Jørgens meningers mod og evne til at udtrykke sin holdning, bundede i hans høje moral som menneske og som kollega. Han ønskede at behandle sine medmennesker ordentligt og udføre sit arbejde godt. En sand rollemodel.
Jørgens kone Sara og deres to sønner er alle en del af Mittarfeqarfiit familien. Det trøster os i tabet, at se og fornemme Jørgen i sønnerne. Også opdragelse og sine sønner, var Jørgen stolt af og satte en ære i at gøre godt.
Mittarfeqarfiit og Kangerlussuaq som samfund, har lidt et stort tab ved at Jørgen er gået bort, i en alt for tidlig alder. Han er allerede savnet.
Jørgen Boller blev begravet i Kangerlussuaq onsdag den 28. september 2022.
Æret være Jørgen Bollers minde.
Kollegaer, ledelse og direktion i Mittarfeqarfiit.