Mittarfeqarfiit og Visit Greenland indgår partnerskab om turismeudvikling
Mittarfeqarfiit og Visit Greenland har valgt at indgå et nærmere samarbejde om turismeudvikling, først og fremmest gennem oplysning og forskønnelse af lufthavnene i Grønland.
Det nye samarbejde mellem Mittarfeqarfiit og Visit Greenland bygger på gode erfaringer fra Kangerlussuaq Lufthavn. Her har de to organisationer for nyligt samarbejdet om at tapetsere flere vægge med store billeder, der byder turister velkomne til Grønland. Med samarbejdsaftalen bliver samarbejdet mere formaliseret og målet er, at flere lufthavne skal forskønnes. Aftalen beskriver hvordan arbejdet og udgifterne fordeles mellem parterne, og hvordan udsmykningen skal vedligeholdes.
Forskønnelsesprojekterne er forholdsvist billige, og det meste arbejde kan udføres af egne medarbejdere i de to organisationer. Udsmykningen skal, udover at gøre lufthavnene mere indbydende, også præsentere de rejsende for de oplevelser, der venter lige uden for døren.
”Dermed tages et skridt i retningen af at give turister en helhedsoplevelse, der begynder allerede i det øjeblik turisterne lander i Grønland,” siger kommunikationschef i Mittarfeqarfiit, Hans Henrik Lichtenberg.
Næste skridt er at udarbejde planer for udsmykning af lufthavnen i Ilulissat og på sigt også en række andre lufthavn, primært de større, hvor der kommer mange turister. Samarbejdet sigter også mod at inddrage andre parter i de enkelte projekter. Eksempelvis har Air Greenland været behjælpelig med udsmykningen i Kangerlussuaq Lufthavn.
Tanny Por, der er content manager hos Visit Greenland, siger:
“Det er naturligt og vigtigt for Visit Greenland at samarbejde med alle aktører i turisterhvervet. Dette giver muligheder for meget målrettede indsatser, og det giver os mulighed for at arbejde på projekter med større skala og budget. Dette gælder uanset om det er at organisere samarbejder mellem turismeaktører eller branding af en hel by gennem sociale medier som Colourful Nuuk . Det fælles projekt med Mittarfeqarfiit er et godt eksempel på, hvad der kan opnås gennem godt samarbejde.”