Lufthavnene åbner for muligheder i hele verden
Mittarfeqarfiit uddanner hvert år nye AFIS-operatører i samarbejde med Integra Aviation Academy på deres interne skole i Kangerlussuaq. AFIS står for Aerodrome Flight Information Service og de uddannede operatører sidder med overblikket i Mittarfeqarfiits kontroltårne og servicerer piloterne med informationer, som hjælper dem til at lande og lette sikkert. I oktober startede det seneste hold elever på uddannelsen.
Uddannelsen som AFIS-operatør tager knap et år at færdiggøre og giver masser af muligheder for de nyuddannede. Det er en hård uddannelse og der er masser af udfordringer, men gennemfører man uddannelsen, er man garanteret ansættelse i en af Mittarfeqarfiits lufthavne. Indenfor Mittarfeqarfiit er der spændende udfordringer med specielle forhold i alle lufthavnene og der er muligheder for kompetenceudvikling indenfor organisationen. Uddannelsen kan bruges som springbræt til senere at tage en flyvelederuddannelse og den åbner i det hele taget op for mange muligheder inden for luftfartsbranchen. Flere AFIS-operatører har gennem tiden også brugt erfaringen fra Mittarfeqarfiits lufthavne til at søge udfordringer udenfor Grønland.
”AFIS-uddannelsen åbner dørene i store dele af verden. Den giver muligheder både indenfor AFIS, men også i forhold til mange andre dele af luftfartsbranchen,” fortæller Glenn Lundt, der i dag er lufthavnschef i Koldingegnens Lufthavn. Glenn startede som AFIS-operatør i Mittarfeqarfiit og fik i 2010 arbejde som lufthavnschef i Koldingegnens Lufthavn. ”Kravet til stillingen var, at man skulle have en AFIS-baggrund, så man kunne dække ind og så man havde indblik i alle processerne i en lufthavn. Min tid som AFIS-operatør har givet mig et fantastisk udgangspunkt for at forstå vores kunder i lufthavnen,” siger Glenn.
Den 12. oktober startede seneste hold AFIS-aspiranter på uddannelsen i Kangerlussuaq. Paninnguaq Lynge, der netop er startet på uddannelsen fortæller ”der bliver nok at lave og det er et hårdt program, men det er nogle super motiverende undervisere, så det er vildt fedt at starte.” Paninnguaq håber at komme til Nuuk og arbejde en gang i fremtiden, men hun er også åben for at arbejde andre steder i Grønland, indtil muligheden byder sig.
Optagelsesforløbet fandt sted allerede i uge 33 over fire dage med samtaler, simulatorøvelse, en fire timers prøve med engelsk, dansk, matematik, logisk prøve og et skrivekursus. Efterfølgende er seks elever blevet optaget på uddannelsen. De kan nu se frem til et seks måneders uddannelsesforløb hen over vinteren. Eleverne bliver i løbet af de seks måneder klædt på til at håndtere situationerne ude i tårnene og i simulatoren kan der lige så stille bygges flere og flere elementer på, så eleverne bliver forberedt på bedst mulig vis.
Morten Rod Rasmussen er AFIS-operatør i Qaarsut og tog uddannelsen, da det foregik i Narsarsuaq. ”Man har ’hands-on’ på det, der foregår. Man har kontakt til flyene og de kommer jo ned til dig, når de lander. Jeg kan godt lide, at det er her og nu det sker og så synes jeg også at samspillet med piloterne er spændende,” fortæller Morten om arbejdet i tårnet.
AFIS-aspiranterne kommer til at bo i et nyligt renoveret kollegie under skoleforløbet i Kangerlussuaq. Kollegiet er indrettet med gode lyse lokaler med gode faciliteter. Når skoleforløbet er overstået, skal aspiranterne ud på kysten og have deres praktiske erfaring for at færdiggøre uddannelsen. Fire Lufthavne er certificeret til at have praktikanter, så den praktiske del kan for eleverne blive Ilulissat, Nuuk, Narsarsuaq eller Kulusuk.
Skrevet af Kommunikationskonsulent Rune Bo Viborg Kaldau
Foto: AFIS-operatør på arbejde i Aasiaat Lufthavn
Foto: Kontroltårnet i Kangerlussuaq