Katastrofeøvelse i Sisimiut
Hvert fjerde år skal der afprøves alarmeringsplaner og afholdes katastrofeøvelse i lufthavnene. I april var det tid til sådan en øvelse i Sisimiut. En katastrofeøvelse er ikke noget man bare planlægger over morgenkaffen og afholder om eftermiddagen. Det er en stor opgave, der bliver sat i gang fra lufthavnens side, men som oftest inkluderer mange forskellige parter i hele byen.
”Det er nærmest hele byen, der er involveret,” fortæller lufthavnschef Bo Olsen. I Sisimiut var mere end 200 personer fra byen involveret og både kommunen, politiet, Air Greenland, Blue Water og flere andre arbejdede sammen om at sætte katastrofeberedskabet på prøve. Bo Olsen forklarer, at han som Lufthavnschef tager initiativet, da det er et krav til byen fra lufthavnens side, at byen afholder katastrofeøvelsen hvert fjerde år. Som medlem af katastrofeudvalget i byen har han et stort ansvar i forhold til at få det hele til at gå op i samarbejde med Politi, Brandvæsen og Sundhedsvæsen. Det er således igennem katastrofeudvalget at planlægningen og koordineringen af selve øvelsen foregår. Enten lufthavnen eller politiet kommer med et udkast til det scenarie, der skal udspille sig i øvelsen.
Indsatsledere og holdleder ved mødested på landingsbanen – fra højre Peter Jakob Lennert, Karl Jørgen Lennert, holdleder fra politiet, Poul Leander
I Sisimiut kom politiet med udkastet til scenariet til øvelsen sidst i april. Scenariet hed ”Havari med 2 skadessteder” og formålet var at afprøve planer, koordinering og responstiden. Scenariet udspillede sig således:
Et passagerfly med 37 personer flyver ind over byen og taber den ene motor, der lander i Bygge- og Anlægsskolen KTI midt i byen. Flyet styrter ned i lufthavnen og det medfører 12 let sårede passagerer, 12 passagerer, der er hårdt såret og 13 døde passager. I byen skal 60 personer reddes ud af bygningen, så her skal der også bruges evakueringsplan for KTI og alarmeringsplanen skal følges.
Lægeholdet behandler de svært tilskadekomne figuranter (deltagere)
Det er i høj grad medarbejderne i lufthavnen, der løfter opgaven og indsatslederne har en stor rolle i den omfangsrige øvelse. Bo Olsen og de andre i katastrofeudvalget er dommere under øvelsen og skal overvåge at alt går rigtigt til og det er også Bo, der giver startskuddet til øvelsen. Så snart alarmerne lyder, bliver der reageret lynhurtigt i lufthavnen. Brandfolkene er klar på et minut, efter yderligere to minutter er de klar ved skadesstedet og allerede efter 5 minutter er der total slukning af branden. Katastrofealarmen i lufthavnen tilkalder brandfolk, politiet fra byen og der bliver tilkaldt ekstra personale til lufthavnen. Hele øvelsen forløb planmæssigt og Bo var meget tilfreds med lufthavnens indsats. ”For vores medarbejdere var det en stor succes. Vores indsats var lige som den skulle være. Den forløb som den står i bredskabsplanen, så jeg er enormt glad for den her øvelse,” forklarer Bo Olsen.
Skrevet af kommunikationskonsulent Rune Kaldau