Færre indenrigsflyvninger i Grønland
397.856 afrejser er registreret i Grønlands civile lufthavne 2013. Det er det laveste antal siden 2006, viser en opgørelse, som Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavne, netop har offentliggjort. Opgørelsen dækker over samtlige afrejser fordelt på heliporte, helistops og lufthavne.
Antallet af civile flyvninger i Grønland er i tilbagegang. Den internationale trafik fra først og fremmest Kangerlussuaq ligger nogenlunde stabilt, men der registreres et fald i passagerafrejser inden for Grønland. Særligt helikoptertransport og trafikken i de mindre lufthavne er generelt for nedadgående, og det trækker det samlede antal afrejser ned.
”Vi har ikke haft færre afrejser siden 2006. Der er dog lyspunkter, hvor vi eksempelvis oplever, at ruten fra Island til Kulusuk bliver populær blandt turister, men persontransporten internt i Grønland har været ramt af et markant fald i antallet af afrejser,” fortæller kommunikationschef i Mittarfeqarfiit Hans Henrik Lichtenberg.
Fra 2000 og frem mod 2008 er antallet af passagerafrejser i Grønland steget jævnt, fra 305.420 i 2000 til 432.067 i 2008. I årene efter har der været tale om stagnation eller fald i alle typer afrejser.
Afmatningen står i kontrast til rejselysten i de danske lufthavne, som i 2013 oplevede en passagerrekord med en stigning på 3,2 pct. i forhold til året før. De seneste 10 år er antallet af afrejser fra danske lufthavne steget med omkring 38 pct., viser tal fra Trafikstyrelsen.