Mindre brændstoflækage ved Narsarsuaq tankstation
En utæt pakning på én af de nye standere på tankstationen i Narsarsuaq, forårsagede en brændstoflækage, som betød, at der i en periode ikke kunne tankes benzin i bygden. Det kommunale beredskab er orienteret om situationen.
Tankstationen benyttes i mindre grad af private brugere og da Mittarfeqarfiits køretøjer hovedsageligt benytter Diesel, har lækagen ikke haft indflydelse på selve lufthavnsdriften.
– Der skal ikke herske tvivl om, at vi er kede af situationen, særligt med tanke på uheldet i Kulusuk for ikke så længe siden. Men vi hæfter os dog ved, at der denne gang er tale om en mindre udsivning, siger Teknisk Direktør i Mittarfeqarfiit, Mike S. Kristiansen.
Udover at det midlertidigt ikke var muligt at tanke benzin er der også en igangværende miljø-oprydningsopgave.
– Vi har kontaktet en uvildig miljørådgiver, vi kan rådføre os med i oprydningsarbejdet, så vi er sikre på, at vi gør det rigtigt og grundigt. Vi har også kontaktet fabrikanten, for at høre hvordan dette kunne ske og hvad de anbefaler at vi gør for at det ikke sker igen. Vi behandler sagen som en garantisag, da der er tale om en fejl på en forholdsvis ny stander, fortæller Mike S. Kristiansen.
Polar Oils skib, som kommer med næste forsyning benzin til Narsarsuaq, ankommer den 1. maj.